Hvorfor er det vigtigt at lave genoptræning efter en operation?

Lige efter operationen (postoperativ træning)

Når du vågner efter operationen, vil du helt sikkert være træt og højst sandsynligt ikke klar til at lave dybe benbøjninger med dit nyopererede knæ. Det er dog meget vigtigt, at du kommer i gang med bevægelse inden for smertegrænsen så hurtigt som muligt.
24-48 timer efter operationen skal du gerne være i gang med at lave små bevægelser.
Det kan godt være, at det kun er en meget lille bevægelse, du kan lave, men det er altid bedre end at ligge på sofaen, fordi led, der ikke bliver bevæget, hurtigt vil blive stive. Det vil også have positiv indflydelse på helingen, hvis du laver lette smertefrie bevægelser af dit led, da det vil øge tilgangen af næringsstoffer via øget blodcirkulation og fjerne affaldsstoffer omkring og især i leddet.

Der skal selvfølgelig tages hensyn til typen af operation, der er blevet udført, og om der er tilknyttet særlige restriktioner. Det kan dog forsinke genoptræningen betydeligt, hvis den skal startes ud på led, der ikke kan bevæges på grund af for lidt bevægelse lige efter operationen. I mange tilfælde vil du få at vide, at du skal holde ro på skaden i 4-6 uger, men det er ikke altid optimalt at ligge helt stille i den periode. Min erfaring er, at langt de fleste kan starte deres genoptræning allerede 48 timer efter operationen – sikkert kun med meget små bevægelser, men selv dette vil forkorte genoptræningstiden betydeligt.

Færdig med genoptræningen

Når du har trænet stabilt i 4-8 uger, skulle du gerne være godt på vej tilbage til fuld funktion og dermed også være i gang med arbejde og dagligdagsaktiviteter. Din genoptræning er dog ikke færdig – du er kun kommet godt i gang. Fuld genoptræning vil typisk tage 6-9 måneder og skal vedligeholdes derefter. Det vil jo være ærgerligt at skulle på operationsbordet igen efter 12 mdr., fordi skaden ikke er stabilt genoptrænet. Din fysioterapeut kan hjælpe dig med at teste skadens heling og stabilitet under din genoptræning og fortælle dig, om du er klar til at give den gas, for eksempel på håndboldbanen, med din nye skulder. Træning kan foregå i vores fitnesscenter eller derhjemme. Det er ikke så vigtigt, hvor det er, bare det bliver gjort.